Voldtægt og
løgn
Af Lone Nørgaard
Flere piger lyver om voldtægt.
Sådan lyder en overskrift i Fyens Stiftstidende torsdag d.
1. juli. For ud af 15 anmeldelser i Odense om voldtægt eller
forsøg på voldtægt i 2004 har politiet ikke rejst
én eneste sigtelse for overgrebet. Heraf konkluderes det,
at unge kvinder eller piger i højere grad end tidligere lyver
om at være blevet voldtaget.
Puha. Skal jeg ånde lettet op over, at voldtægt ikke
er et så alvorligt problem som antaget, samtidig med at jeg
skammer mig på mit køns vegne over, at falsk-anmelderne
virkelig vil være det bekendt over for de stakkels mænd?
Eller gemmer der sig en anden og mere nuanceret sandhed bag de ikke-rejste
sigtelser? Der er ingen entydige svar, men den nævnte overskrift
og artikel bør ikke have lov til at stå alene. Lad
mig derfor via en omvej forsøge at sætte artiklens
konklusioner ind i en større sammenhæng. Det sker ved
at springe over på den anden side af sundet, hvor den svenske
journalist og kriminalreporter Katarina Wennstam inden for de sidste
to år har udgivet to bøger om voldtægt.
Den første Flickan och skulden (’pigen og skylden’)
kom i 2002 og omhandler samfundets syn på voldtægt med
afsæt i et stort antal retssager om gruppevoldtægter
i Sverige. Jeg har læst oceaner af bøger om seksuel
vold og voldtægt, men alligevel blev jeg dybt berørt
af denne bog. For her står det sort på hvidt, dokumenteret
side op og side ned, hvordan rædselsfulde seksuelle (gruppe)overgreb
på piger og kvinder ikke får konsekvenser for voldtægtsmændene.
De bliver ikke dømt, og det er pigerne, ofrene, der efterfølgende
tynges af skyld.
Med Flickan och skulden får Wennstam igen og igen hamret fast,
at svenske retssale har et dybt forældet kvindesyn, når
det gælder voldtægtsofre. Pigernes og kvindernes seksuelle
rygte spiller en afgørende rolle i domsafsigelserne, og opfattelsen
kan sådan ca. koges ned til, at hvis der kom en pige, der
havde haft den samme kæreste i to år og sagde, hun var
blevet voldtaget, så ville man tro meget mere på hende
end på en pige, der har haft mange og skiftende kærester.
For slet ikke at tale om de piger, der tillader sig at klæde
sig udfordrende i nedringet bluse, bar mave eller mini-skørt.
Det er pigerne, der er ofre, men alligevel er det dem, der sidder
tilbage med alle skyldfølelserne: Hvorfor gik jeg med ham
hjem? Hvorfor drak jeg mig fuld? Hvorfor tog jeg den lårkorte
kjole på? Hvorfor tænkte jeg mig ikke mere om?
Wennstam dokumenterer i detaljer, at den klassisk-historiske ludder-madonna
skillelinie fungerer i bedste velgående hos voldtægtsforbryderne,
hos politi og domstole og i samfundet i det hele taget. Kvinders
seksuelle historie spiller altid med i bedømmelsen af sagen
og i bedømmelsen af kvindens troværdighed. Og på
trods af at det jo ikke er kriminelt for en kvinde at have sex og
mange forhold til mænd, findes der få sager, som sænker
en kvindes troværdighed så meget, som at hun har sagt
ja før. I særdeleshed hvis det er til den mand, som
senere forgriber sig på hende.
Bogen veksler mellem voldtægtsofrenes historier, interviews,
uddrag af retsprotokoller, analyser og kommentarer. Såsom
at i de fleste tilfælde er det ofret, pigen, der bliver tvunget
til at flytte fra byen eller kvarteret bagefter – ikke krænkerne.
Såsom at pigen burde have sagt nej på den rigtige måde.
Såsom at det er en helt anden sag, hvis pigen er forelsket
i den fyr, som voldtager hende. Såsom at hvis pigen eller
fyren har været fulde, ja så tjener rusen som undskyldning.
Såsom at hvis det ellers er en sød fyr, så kan
det vist da ikke have været en rigtig voldtægt.
Især domsudskrifterne ramte mig lige i øjet. Et enkelt
eksempel: ”Det må anses for godtgjort, at Lena i løbet
af eftermiddagen og aftenen den aktuelle dag havde indtaget anseelige
mængder af stærk øl.” (s. 131). Hvad kommer
det sagen ved, om Lena var beruset? Og lægger man alle de
mange fordomme fra domsudskrifterne sammen, tegner der sig et temmelig
entydigt billede og et bestemt samfundssyn: En stor del af skylden
ligger på pigen selv. Hun var selv ude om det.
Jeg skal bruge Flickan och skulden til at demonstrere, hvorledes
fortolkningen af seksualiserede overgreb er afgørende for,
hvordan retsvæsenet (politi og domstole) tager stilling til
og dømmer i (påstande om) voldtægtssager. En
fortolkning og et syn på mænds og kvinders seksualitet
Katarina Wennstam uddyber i sin seneste og netop udkomne bog En
riktig våldtäktsman(d. 1. juni 2004). I denne omgang
er der fokus på gerningsmændene, og på 368 sider
har hun sat sig for at finde ud af, hvem de egentligt er, og hvad
der driver dem.
Jeg kan kun berøre en brøkdel af bogens pointer her,
men det interessante i forhold til mit ærinde i denne kronik
er, at Wennstamm fremlægger tal, der viser, at 60% af alle
politianmeldte voldtægter begås af svenske mænd
(altså ikke-indvandrere), hvoraf mange bare ikke fører
til efterfølgende tiltale. Det svenske retssystem er nemlig
slet ikke så neutralt og farveblindt, som man som borger selvfølgelig
gerne vil tro.
Ikke-neutraliteten eller partiskheden viser sig på flere måder.
Fx ved at hvis den politianmeldte mand i det hele taget bliver tiltalt,
et det hans oplevelse af hændelsesforløbet, der typisk
bliver afgørende for domfældelsen. Ikke ofrets. Og
endnu mindre hvis kvinden har været påvirket af alkohol
og stoffer eller sågar har ry for at være promiskuøs.
Nu er det så jeg spørger, om det ikke er oplagt at
lave en parallel til Danmark og det danske samfunds syn på
seksualiserede overgreb? For kan det nu også have sin rigtighed,
at den omstændighed at ingen af de 15 anmeldelser har ført
til tiltale er ensbetydende med, at pigerne lyver? Jeg kvier mig
stærkt ved at tro, at 15 piger alene for at få opmærksomhed
i en verden mere og mere blottet for forældreinteresse og
ansvarsfuld voksenkontakt tager det drastiske skridt at politianmelde
en mand for voldtægt. Så sjovt er et besøg på
politistationen heller ikke.
Kunne forklaringen i stedet være at hente i, at vores love
er skruet sådan sammen, at manden nærmest skal gribes
i akten eller selv tilstå voldtægten = totalt utopisk,
for at der kan rejses tiltale på baggrund af en politianmeldelse?
Straffelovens § 216 lyder sådan her: ”Den, der
tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes
for voldtægt med fængsel i indtil 8 år. Med vold
sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende
er ude af stand til at modsætte sig handlingen”. Oversat
til godt dansk betyder det, at en gerningsmand kun kan straffes,
hvis det kan bevises, at han godt selv var klar over, at der var
tale om voldtægt. Da det er svært grænsende til
det umulige at bevise, at en såkaldt kontaktvoldtægt
er sket mod kvindens vilje, så skal der godt nok meget kød
– og måske helst blod? – på bordet, for
at en (potentiel) krænker sigtes.
Lad mig illustrere med en passage fra artiklen d. 1. juli:
”Det kan enten være et
aktuelt forhold, tidligere forhold eller et meget nært venskab,
hvor de har de misforstået hinanden, siger kriminalkommissær
Per Lydiksen Laursen, Odense Politi.
- 13 af sagerne i år er afsluttet, fordi sigtelsen enten har
været grundløs, eller fordi selve efterforskningen
har vist, at der har været tale om et parforhold, hvor kvinden
har ment sig voldtaget, fordi hun ikke tydeligt nok har sagt fra,
siger Per Lydiksen Laursen. (Min fremhævelse, LN)
Læg vel mærke til fremhævelsen
som til fulde bekræfter Wennstams påstand om, at det
er mandens fortolkning af situationen, der gælder. Ikke kvinden,
som mener sig voldtaget.
Jeg sidder ikke inde med sandheden. Men to ting er jeg aldeles sikker
på. Den ene er, at sandheden er langt mere kompliceret end
at piger lyver om voldtægt. Den anden er, at der skal sættes
en stopper for mænds fortolkningsmonopol i forbindelse med
seksuelle overgreb:
For hvis kvinden mener sig voldtaget – så er hun nemlig
voldtaget.
(Trykt i Fyns Stiftstidende, den 4. juli
2004)